Køb af Christiansmøllen
Den 26. februar i 1889 blev Rasmus Marius Rasmussen født i Humble Sogn, Langeland. Han tjente senere på Skovsgaard mølle. I 1922 forpagtede han møllen på Nørre Longelse Nor.
Fra 1923 arbejdede han hjemme på sin fars gård, der havde marker ned til Lindelse nor.
I december 1923 hørte Rasmus Marius, at Christiansmøllen i Svendborg var til salg.
Vinteren 1923-24 var en meget streng vinter. Det frøs mere end 20 grader. En kold vinterdag i januar spændte Rasmus Marius sine skøjter, og så løb han hele vejen fra Lindelse Nor ved Rudkøbing til Svendborg på skøjter. Han gik op og så på møllen og slog til.
Den havde på dette tidspunkt stået tom et par år, efter at den tidligere ejer Møller Hans Eriksen var gået konkurs. Efter et måltid mad i Restaurant ”Jægerhytten” som lå i Hulgade, løb han hjem igen ud over isen tilbage til Lindelse Nor.
Rasmus Marius Rasmussen bliver i februar 1924 gift med Johanne Margrethe. De flyttede ind i møllergården ved Christiansmøllen og senere i februar 1924 blev deres første søn, Egon, født. I 1925 kom datteren, Gunhild, og i 1935 blev sønnen, Erling, født . De tre børn havde deres barndom ved Christiansmøllen, indtil Rasmus Marius i 1943 solgte den til Keld B. Christensen, der var gift med børnenes kusine. Fra børnene var 5-6 år skulle de også hjælpe til i arbejdet på møllen og i møllegården.
Om møllen og møllegården i 30’erne Under krisen i 1930erne var det hårde tider.
Pengene var små hos alle, og det krævede også lån fra familien. I Svendborg var der på dette tidspunkt (1934) ud over Christiansmøllen kun de to hollandske møller, Graas Mølle lige neden for Kongebakken med Møller Clausen og Vestergade Mølle samt Ørkilds Nedre mølle, som var aktive møller på det tidspunkt. Og så selvfølgelig de tre ”nye” Dampmøller på havnen. De, der kom og handlede i møllen, var bla. nogle ude fra Heldager, Tved, Høje Dong og Oure. Når Rasmus Marius Rasmussen havde malet mel for dem, og der var nok. så kørte han jo ud med det til dem. Og der skete det ofte at børnene kørte med. Der skulle jo ske noget.
Møllegården, der lå lige ved siden af møllen, var en trelænget gård med en gårdsplads med ”Stenpikning”(brolægning af marksten). Der stod også møllegårdens vandpumpe. Der var ikke lagt vand ind i huset. Egon Rasmussen fortæller, at der var selvkrøjer med vindrose og klapvinger, da hans far overtog møllen. Der var skam også et motorhus, da de flyttede ind i februar 1924, og der stod en stor, gammel dieselmotor ” B&W” i huset. Faktisk fyldte den hele Motorhuset. Helt op til loftet – den havde en stor trykflaske som man brugte, når der skulle startes og med en stor grav/brønd fyldt med vand til vandafkøling foran.
Møllen med motorhuset
Møllegårdens store længe ser i dag ud som dengang, blot er den jo blevet renoveret. Men vinduerne oppe i gavlen var der også. Der havde Egon værelse dengang. Ved siden af Egons værelse var der et stort åbent loftrum, hvor der stod en stor rulle med sten i en skuffe, husker Gunhild.
Der var lagt vand ind i Motorhuset ovre ved møllen, så der kunne man gå over og hente en spand vand og sætte den i køkkenet. Så hang der en øse, som man så kunne hælde vand op i og drikke af.
Gunhild husker også, at det var i motorhuset, at børnene fik bad en gang imellem. Der var jo der, hvor det store hjul kørte i en stor grav fuld af vand til at køle motoren. Så det var dejlig varmt vand. Det var en stor ting at komme i varmt bad .
Egon husker, at det var et meget langt stuehus med stald i den ene ende. ”Som børn havde vi natpotte, men hvis vi skulle mere end tisse, så skulle vi helt ud i stalden for at komme på ”das””. Det var en lang tur gennem det mørke hus. Gennem forældrenes soveværelse, gennem køkkenet over en gang, gennem det gamle køkken og bryggers og så ud i stalden. Derefter skulle man uden om båsene (tidligere hestestald) til lokummet. Erling husker at hans far stillede vingerne i stå i korsform, når der kom et ligtog forbi.
Erling husker også, at hans far engang under krigen var nede ved ”Petersen og Jensen”, og en gang lå der et fragtskib, som havde fået lastet deres korn af. Men der var en kornrest i bunden af skibet, som skulle samles op manuelt / med skovl/sæk. Hans far fik lov til at få ”kornresten”, hvis han ville tage jobbet. Men det viste sig at det ikke bare var korn, der var også rester af ærter og rå kaffebønner. De fik det hele samlet op i sække og tog dem med hjem på møllen, hvor de strøede indholdet ud på motorhusets loft. Korn for sig, ærter for sig og kaffebønner for sig. Hans mor gik ned til et lokalt kafferisteri og fik bønnerne ristet. Det gav mulighed for, at hans mor fik et par kilo rigtig kaffe som hun kunne servere. Det var jo under krigen, hvor det var meget sjældent, der fandtes næsten kun kornerstatninger, som ikke smagte godt. For at strække de gode bønner blev der spædet op med Richs. Men den næsten rene kaffe blev der snakket meget om.
Fra børnene var 5-6 år skulle de tage del i arbejdet på møllen/Møllegården. Og som 14-15 årig skulle Egon selv kunne passe møllen. Børnenes mor har haft rigtig travlt. Der var jo et stort hus, og stald og have med masser af frugttræer og en stor køkkenhave. Jo der var nok at rive i. Men børnene blev sat i gang. Og der var ingen ung pige i huset. Og nogle gange var der folk på kost. Jo, der var nok at se til. Høns, en stor grund og med vandspand i køkkenet og vask af tøj.
Henkogning, syltning, saltning slagtning af grise osv. Hver lørdag formiddag skulle der gøres rent, og der var meget støv omkring sådan en mølle, husker Gunhild. Egon hjalp jo tit til i møllen som barn. “Men som børn legede vi da alle tre tit i møllen. Der var jo de der store kornkasser med korn i. Der kunne vi sidde og stikke benene ned i og lege med kornet”. ”Vi legede også gemme oppe i møllen f.eks. i weekenderne, hvor der ikke skete noget.
Som jeg husker det, stod den ofte stille i weekenderne. ” Når sækkene skulle hejses op gennem møllen, skulle børnene – især Egon og Erling – ”ligge kæde om Snutten på sækken”. Senere lærte de også selv at justere vingerne og afstanden mellem kværnstenene mm. Erling husker.
Egon og han prøvede at gå forbi møllevingerne mens de drejede rundt. Der var plads nok, da de jo ikke var så store. Men deres mor vidste det i hvert fald ikke. Begge drenge kan huske, at de fik lært at regulere vingernes klapper. De skulle hele tiden justeres op og ned. Så det blev de sat til. De skulle trække eller slække en snor ude på Svikstillingen.
Også kværnene lærte de at justere alt efter om melet blev for groft eller for fint, skulle de justere kværnene op og ned med et snoretræk med noget kontravægt. Det kunne sommetider ske, at de to kværnsten kom så tæt på hinanden at det slog gnister. Hvis ikke, der var ret meget vind, kunne kværnen stoppe møllen, fordi der ikke var kraft nok til at dreje dem. Hvis man så lettede dem, kunne den igen. Gunhild husker, at når hendes far skulle kalke møllen, så gik han op på svikstillingen og bandt flere gamle stiger sammen med reb og kravlede så op og kalkede den. Farligt så det ud. Men heldigvis skete der aldrig noget. Børnene fik sommetider en tur med hejsen op gennem lofterne, og når kværnstenene skulle bildes (lave dybere riller med en spids hammer), skulle Egon altid have en tur rundt med kværnen. – og han blev syg hver gang – fik kvalme, husker Gunhild.
Hun husker også, at der sommetider kom nogle fra Japan og besøgte møllen og så skrev de deres navne under den første trappe, som fører op i møllen.
I 1937 husker både Egon og Gunhild, at der om sommeren kom lys på møllen for første gang, det var en stor ting. ”Egon og jeg var 13 og 12 år. Og senere kom det jo så lys på også hvert år til jul. Og så stod der ”Køb dansk” på svikstillingen. Det var ”Dansk Arbejde” der betalte for det, fortæller Gunhild.
Lys på møllen og Køb Dansk på svikstillingen Under krigen 1940-45
Under krigen kom der nogle tyskere som ville have malet noget korn. Men dem lod Rasmus Marius som om han ikke forstod. Til sidst sagde de ”Dumme danen” og gik igen. Dem ville han ikke hjælpe. Erling husker, at hans far under krigen malede sigtemel om natten. Det var ulovligt, da der var restriktioner på malet mel. Dagen efter kom der tyskere forbi og ville se møllen. Hans far havde været nervøs. Men de havde ikke forstand på mel, for der lå jo hvidt florstøv/melstøv ud over gulvet. Men det opdagede de ikke. De ville bare se møllen.
Erling husker også, at folk under krigen kom hen eller op på møllen for bedre at kunne se hvad der skete i nærheden. Han husker en gang, hvor de kunne se store lysglimt nede over Tyskland – måske bombardementet af Kiel i 1944.
Salg af Christiansmøllen 1944
”Nøj, hvor var vi sure på min far da han solgte møllen og vi skulle flytte derfra”, fortæller Gunhild. ”Vi havde det jo så godt deroppe. Min far solgte jo fordi han ikke mere var rask. Den sidste tid havde han altid ondt i maven eller et eller andet sted. Han var slidt ned. Og så var det, at onklen kom fra Langeland for at købe møllen.”
